 | Om Fars Legestue
Fysisk aktivitet på programmet
En kæmpegynge, en masse bolde og gymnastikmåtter møder hver uge fædre og
børn, der besøger Fars Legestue på Nørrebro i København.
Og det er ikke tilfældigt, at aktiviteterne er henlagt til en gymnastiksal
med højt til loftet og mulighed for en rask løbetur fra den ene ende af
salen til den anden. Modsat kvinder er mænd nemlig garanter for fysisk
aktivitet, når de er sammen med deres børn, og det indebærer alt fra
svingture til en flyvetur højt op i luften og til et ekstra skub på gyngen,
så barnet gynger endnu højere.
Alt sammen rigtig godt, fordi et lille barn har godt af både at blive
nusset og puslet i mors trygge favn og samtidig få den mere kropslige og
ofte lidt ”vildere” kontakt af far.
Far skal ikke være en erstatningsmor, men finde sin egen måde at være
sammen med barnet på, og har han mere lyst til at tumle end til at lege med
dukker, er det selvfølgelig det, han skal.
- Det er vigtigt at vise barnet, at man er to mennesker, der komplementerer
hinanden, og dermed giver barnet et mere bredt billede af livet, end hvis
tingene kun kan gøres på én måde, siger Hanne Duer.
For nogen fædre er det i starten svært at træde ind i rollen som far på
fuld tid, når orloven er gået i gang, og hverdagen begynder. Blandt andet
fordi de aldrig selv har passet børn eller ikke selv har haft en far, der
tog del i børnepasningen.
- Det betyder meget, at de ikke har haft en rollemodel, men skal til at
danne deres egen rolle. Men de er nødt til bare at kaste sig ud i det. Det
er både vigtigt for dem selv og deres børn, at de får god kontakt fra et
tidligt tidspunkt. Fædrene har godt af at skulle tage ansvar for et lille
barn, og de gør det jo så eminent, når de får lov. De opdager, hvor mange
ting, det egentlig kræver, og de bliver mere helhedsorienterede. Og det er
noget hele familien får stor glæde af. Man er to til at dele alle glæderne
og til at trøste og to til at tage ansvaret, i modsætning til de familier,
hvor det kun er mor, der dur, siger Hanne Duer, der er sundhedsplejerske og
blandt andet tilknyttet Fars Legestue.
- Fars Legestue er en pendant til mødregrupper for kvinder, og ideen
opstod, fordi en lokal far manglede nogle andre fædre at være sammen med,
mens han var på orlov. I legestuen var der næsten kun kvinder med deres
børn, og han savnede at snakke med nogle andre mænd, der også gik hjemme.
De havde ikke lyst til at mødes derhjemme, som mødregrupperne gør, men
lagde fra starten vægt på, at der gerne måtte være lidt mere aktivitet over
det, siger Hanne Duer.
- Aktiviteterne i Fars Legestue er meget handlingsprægede, og der bliver
tumlet og kildet på madrasserne, da mænd ofte er mere fysiske i legen med
deres børn. I Fars Legestue kan mændene være sammen med børnene på deres
egen måde, uden at vi blander os, og de kan jo sagtens, når de får lov.
Mændene leger meget med deres børn, og fokus er på børnene, mens fokus i
mødregrupperne ofte er på kaffen, samtalen og hyggen mellem mødrene, siger
Hanne Duer.
Gode råd fra Hanne Duer:
Når barnet er et halvt år, er det ideelt for far at tage orlov, da det er
svært for et lille barn, der bliver ammet, at undvære sin mor tidligere.
Grib chancen for at tage orlov med dine børn, mens den er der.
Prøv dig frem og spørg evt. sundhedsplejersken til råds, hvis der er noget,
du er usikker på.
Føler du, at din kone blander sig for meget, må du forklare hende, at du
ved, hun vil Jer det bedste, men at du er nødt til at danne dig dine egne
erfaringer.
Har du lyst og mulighed for det, er det en god ide at mødes med andre
fædre, der også går hjemme.
Jo tidligere dit barn får kontakt til dig, jo tidligere kan barnet knytte
sig til dig.
|  |